Mors 100 Miles 2013

Fredag 13. september 2013

Kl. 18:00 står jeg i køkkenet, og laver mad til 5 teenagere der sidder i sofaen, og lader op til fest med Blå Gajol, og 4 andre slags spiritus, latteren tager til, de hygger sig, jeg tænker det er sgu dejligt med liv i huset, og dejligt at Mikkel er hjemme hos mig igen, jeg har ikke set ham siden han startede på efterskolen i august. Overvejede på et tidspunkt om jeg lige skulle drikke en genstand med dem, men klogeligt lader jeg være, jeg har et hårdt døgn foran mig.

Kl. 21:00 er de smuttet med bussen til fest, og jeg har nu mulighed for at sove til de vælter ind af døren igen kl. ca. 03:30, jeg skynder mig op i sengen som i aftens anledning er en luftmadras, da teenageren har lånt min seng i weekenden. Jeg kører ruten igennem i mit hoved, især de sidste 80 km. ryger igennem flere gange, det er herfra det bliver rigtig svært.

Kl. 03:20 vågner jeg ved at et par stykker ”lister” op af trappen, og jeg kan hører de gør sig umage for at være stille, og ikke vække mig, jeg griner for mig selv, og tænker kort tilbage til jeg havde den alder.  Et par timer efter ligger de alle i sengen, efter at ha holdt efterfest på min terrasse, jeg lister op for at spørge Mikkel om det havde været sjovt, og om de havde drukket alt det de havde med, han svarede de havde rester, og det skulle drikkes lørdag aften. Young, Wild and Free 🙂

Kl. 06:44 vågnede jeg ved AC/DC med Thunderstruck vælter ud af min telefon med fuld styrke, det er Red Bull der ringer, og siger de er en time forsinket, jeg er komplet rundt på gulvet, for jeg har sovet over mig, jeg skulle ha været oppe, og mødes med dem kl. 07:00 for at stille telt, og portal op ved HQ/Vandrehjemmet. Nå, jeg sunder mig lige 5 minutter på madrassen, og kan høre en fordrukken snorken fra fem teenagere, hyggeligt.

Smutter hurtigt i bad, spiser en portion müesli, og tager kaffen med op til computeren for at tilføje links m.m. på løbets Facebookside, og hjemmeside. Jeg ringer til Mikkel Mikkelsen (Crew) på vej ud til vandrehjemmet for at sige at han skal hente mig senere pga. tidsplanen havde ændret sig lidt. Jeg møder Red Bull ved vandrehjemmet, får læsset dåserne over i bilen, og anviser hvor teltet, og portalen skal stå, skynder mig derefter hjem igen for at trække i løbetøjet.

Mikkel henter mig kl. 08:30 og vi får pakket bilen, 10 minutter efter er vi ved vandrehjemmet. På det tidspunkt er jeg stadig lidt omtumlet, og det er ikke gået helt op for mig at nu er det altså nu, jeg har op til løbet overhovedet ikke været nervøs, eller bange for at fejle, som jeg har været i 2009, og 2010. Måske fordi at jeg i år syntes at jeg havde forberedt mig optimalt, havde fulgt en træningsplan fra januar, og kun misset 2 trænings pas, men havde så til gengæld løbet flere kilometer samlet end planen lagde op til, derudover havde jeg også proklameret at hvis jeg ikke gennemførte, blev jeg nød til at sælge huset, og flytte fra øen, for jeg kunne da ikke stille op 3 gange uden at gennemføre.

Lidt i 9 syder vandrehjemmet af spænding, og jeg får hilst på de fleste løbere, jeg har dog svært ved at huske navnene på dem, men hva, de vidste sikkert heller ikke at det var mig der havde skrevet til dem igennem de sidste par måneder, så det går vel.

Bussen kommer og vi bliver kørt til Kirketorvet i Nykøbing, hvor alle løbere bliver præsenteret af Viceborgmester Michael Dalgaard, hvilket han gør til UG, det var en fornøjelse at se på løbere, samt tilskuere da han brød ud i The Joker, med Steve Miller Band da Jørgen ”jokeren” Vejle skulle præsenteres, alle stod med kæben hængende langt væk fra normalen, og de lignede nogen der tænkte, hvad fanden sker der nu, har Michael fået en hjerneblødning, det var simpelthen så godt fundet på, og samtidig en perfekt start på løbet.

Jeg havde inden løbet lagt 3 planer, en hurtig, en realistisk på 24 timer, og en langsom på 26 timer, den langsomme havde jeg givet til Mikkel Mikkelsen sammen med en depotoversigt, og hvad jeg måske gerne ville have ved de forskellige depoter. Bilen var fyldt op med bl.a. 2 x astronaut mad, 30 gels, High5 energi brustabletter, sandwich, kakaomælk, drikke yoghurt, og Red Bulls.

De første 10 km. løb jeg med et tempo på 05:47 som var noget hurtigere end det jeg havde planlagt, hvis jeg skulle nå at komme i mål på 24 timer, hvilket svare til et tempo på 08:57, men jeg tænkte hva, det går jo godt, og vi hygger os, og jeg får sat noget tid i banken. Efter 20 km. er mit tempo stadig for højt på trods af at jeg tænker meget over det, men jeg har på det tidspunkt krudt i benene.

Feggesund Færgekro bliver rundet, og jeg havde i Ejerslev skiftet til langt tøj, da jeg regnede med at vi ville komme til at løbe i stærk modvind på vej tilbage fra Feggesund, vinden var dog heldigvis taget noget af men det var begyndt at regne, jeg rundede marathon i tiden 04:19:27 og mit gennemsnits tempo var faldet til 06:10, jeg havde det stadig super godt, og aftalte med mig selv, at nu skulle der ændres på tempoet, og bakkerne skulle respekteres. Jeg var på det tidspunkt omkring en time foran den plan Mikkel troede vi fulgte.

Frem til 65 km. depotet var flere stærke løbere kommet i problemer, og jeg begyndte at spekulere på hvornår det ville ramme mig, for hvis det rammer nogle af de stærkeste i feltet, så ville det 100% også ramme mig, endda da jeg løb hurtigere end planlagt, 65 km. blev nået i 06:57:20 (tempo 06:25) og jeg var nu ca. 1,5 time foran min langsomme plan, selvom jeg gik op af alle bakkerne.

Mellem det højeste punkt på ruten ved 65 km. depotet, og 80 km. depotet havde jeg fornøjelsen af at hilse på flere jeg kendte, der lige var et smut forbi for at opmuntre mig, og sige godt gået, det er virkelig noget af det der giver ekstra blod på tanden. På et tidspunkt kommer Klaus Nordendahl fra Sydbank i Viborg op til mig for at se om han kan kapre mig som kunde til banken, som jeg et år tidligere havde forladt, aldrig har jeg mødt så ihærdig en bankmand, han forsøgte at overtale mig, over en strækning på over 40 km. fra 70 til 110 km. i regn, regn, regn, blæst, og mørke, det var sgu hyggeligt, og noget jeg var meget glad for, tak Claus. En lidt yngre gut jeg havde fornøjelsen at løbe med var min nevø Oliver Trans på 7 år, han løb trofast ved min side i øsende regnvejr 4 km. Hvis han på et tidspunkt vælger at stille op til Mors 100 Miles skylder jeg ham en stor tjeneste.

Efter 80 km. depotet gik det stødt ned ad bakke, mit gennemsnits tempo gik fra 06:35 til 07:13 frem til 100 km.  Jeg begyndte at få krampe i venstre læg, og havde meget svært ved at løbe længere strækninger af gangen. Det var heromkring Claus forlod mig, men jeg mener han var med forbi teltet inden Karby, hvor de spillede Eye Of the Tiger på repeat natten lang, det gav lige et boost at komme forbi der, tusinde tak.

110 km. depotet på Kringsholmen blev nået, og jeg tænkte tilbage på min nat træningstur på de sidste 80 km. af ruten for en lille måned siden, det var her jeg brækkede mig 4 gange, og stadig kom hjem, så kan jeg sgu også nu, tænkte jeg, og prøvede at kigge op på vorherre, hvilket var umuligt med alt det vand han hældte ud over Mors denne nat.

Jeg var nu nået til et kritisk punkt, havde svært ved at løbe, jeg nærmede mig langsomt der hvor jeg stod af i 2009, og 2010, Men som flere havde sagt, ville der for mit vedkommende ikke komme biler forbi mig fra 110 km. mærket, og frem til ca. 130 km. mærket, da der jo så var risiko for at jeg igen ville stå af. Lige på det punkt var der ingen fare i år, jeg havde det fysisk skidt, kunne ikke løbe, min fødder var meget ømme, og jeg havde krampe i venstre læg, men mentalt var jeg oppe at kører, og da jeg ved 120 km. depotet stadig var omkring 2 timer foran min langsomme plan, var jeg sikker på jeg kunne gå i mål, og besluttede mig for at lade være med at forsøge at løbe ret meget igen, jeg kunne jo risikere at jeg pludselig ikke engang kunne gå i mål.

Klokken ca. 05:30 smøgede jeg mit højre ærme op og så på et armbånd jeg tidligere på ugen havde modtaget med posten, det var en gave fra en rigtig god veninde der bor i et fjernt land, teksten på den fik mig til at smile, jeg følte ikke lige teksten passede på mig i øjeblikket, men kom i tanke om der var nogen der tænkte på mig rundt omkring, og nu havde jeg fandme bare at gennemføre.  Der var jo også kun omkring 20 km. tilbage, jeg havde løbet den distance 100 gange før, jeg kendte ruten som min egen bukselomme, vidste hvor hver eneste hul i vejen var, hvor der ville stå en gal hund og gø, hvilke biler der holdt i indkørslerne, jeg var så godt som i mål, og jeg begyndte at synge lidt for mig selv.

Da jeg nåede Fredsø/Lødderup var det blevet lyst, regnen var stoppet, og det var faktisk temmelig lunt, jeg kan huske jeg tænkte, sikke en dejlig dag, jeg gennemføre et løb der siden 2007 har fascineret mig, og drømt om at deltage i, 2 gange tidligere er jeg udgået, men dagen i dag er den dag, hvor en stor byrde forlader mine skuldre, jeg kommer i mål, der er intet der betyder mere for mig, end at gennemøre det løb.

Rask trasker jeg videre, og rammer byskiltet i Nykøbing omkring kl. 08:40, regnen som jeg et par timer forinden, havde troet jeg skulle slippe for på den sidste del var kommet igen, men fuck det om en time ville jeg være i mål, og endda så tæt på min 24 timers plan som jeg kunne ønske mig.

Ved Fruevænget 3. km. inden mål, dukkede nissebanden (Bernt Bull, Søren Skjærlund, og Jimmi Mikkelsen) op i deres hvide slæde, det var dejligt at se deres smil, og hører lidt om hvordan hele løbet var gået.

Jeg var atter alene, men nød faktisk at der ikke var støj omkring mig (tro mig, man bliver faktisk træt af at hører på en bil der kører lige ved siden af en) For enden af Rugvangen blev en sort Ford smidt op på fortovet, og ud af den stod Peter Sørensen, han var 5 min. tidligere blevet ringet op af sin kone der var kommet forbi mig hvor jeg gik alene, og hun mente at der skulle en ud til mig, mange tak for det, jeg nød de sidste 2-3 kilometer med dig Peter.

Flagene på Ørreoddevej blafrede i vinden, jeg gik og overvejede hvor tæt på målstregen jeg kunne komme, inden jeg blev nød til at løbe, så jeg gik helt over i venstre side så jeg kunne komme så tæt på som muligt, da jeg nåede gruset ved parkeringspladsen kunne jeg ikke trække den længere, og satte lidt fart på, jeg ved ikke om det så ud som om jeg løb, men det føltes som om jeg spurtede, folk klappede og råbte, jo tættere jeg kom, jeg kunne mærke at tårerne pressede på, endelig nåede jeg stregen, og viste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv, alle kiggede på mig, og jeg turde ikke kigge på dem, da jeg var bange for at begynde at tude, så jeg vendte mig om, og kiggede tilbage langs ruten.

Jeg nåede i mål på 24:07:03 som giver et gennemsnitstempo på 09:00 min/km.

Jeg vil sige tusinde tak for alt den opbakning jeg har fået både før løbet, på ruten, i depoterne som jeg desværre ikke tilbragte alt den tid i, som jeg havde lyst til. Jeg tager hatten af, og er dybt taknemlig for alle de mennesker der ofre mange timer for at gøre denne dag speciel for så få mennesker, uden alle de frivillige kunne det ikke lade sig gøre, og det er deres fortjeneste at løbet får så meget god omtale fra alle kanter, i kan godt være stolte, i gør det fantastisk, og jeg håber i alle fremover vil være med til at løfte løbet op i nye højder, til gavn for os alle, og Mors.

Running is like drugs – Mors 100 miles 2009

Man, september 21, 2009 10:36:17

Jeg vågnede omkring kl. 06:30 og tænkte hmmm så er det nu det sker.

Vejret var perfekt og startskuddet lød kl. 09:03 ruten startede med et lille smut ind på det lokale stadion for at få meterne til at gå op, for øvrigt eneste gang jeg så de fleste løbere på ruten.

Bernt, Jørgen Steen Nielsen, Karim Abbas, Steven Tate og jeg dannede bagtrop det første 5 km. Jørgen stak af ved 5 km. depotet, Karim var lige pludselig væk og jeg har ham mistænkt for at have været inde mellem træerne og plante flag.

Vi nåede til Tødsø og gjorde et lille stop ved den flotte kirke hvor der både blev tømt og fyldt på. Næste stop var hos familien Vejle på Kliphøj hvor vi igen mødet et overdådigt depot, sjovt at tænke på men der var faktisk mere på depoterne end jeg har i mit køleskab. Frk. vejle cyklede med os ca. 10 km. dejligt med selskab tak for det Johanne.

Jeg kan ikke rigtig skelne de enkelte depoter fra hinanden men der var ikke et eneste sted hvor der var noget at sætte en finger på, alle var imødekommende og virkede oprigtig interesseret i vores ve og vel, depotfolkene var faktisk så venlige at man blev i tvivl om man måske var i familie med dem. Det var simpelthen perfekt, og jeg tager hatten af for alle de mennesker der ville ofre så mange timer på at stå og vente på løberne, mange tak for det uden jer var det ikke muligt at afholde 100 Miles.

Udover de officielle havde Bernt sørget for flere depoter spredt udover Nordmors, det var lækkert med pasta og massage i Sejerslev, 1. Klasses behandling tak Lone og Annette.

Den længste mentale strækning på ruten var fra 40 til 45 km. ved Feggesund, smuk rute men hold kæft hvor var det træls man kunne se så langt frem. Nordmors var en collage af smukke panoramaer views og det burde være et led i ens opvækst at man skulle trave lange ture med sin familie i det område.

Ved omkring de 70 km. begyndte det at blive mørkt og vi fik vores ”nattøj” på og smurt ekstra vaseline på udsatte steder, Bernt, Steven Tate og jeg fulgtes stadig ad og vi havde det både sjovt og hårdt, vi prøvede indimellem at lære Steven lidt dansk men det blev vist ikke til mere end Godaw, Steven Tate løb for resten ikke i løbesko men i Fivefingers som kan ses her: www.vibramfivefingers.com imponerende man kan holde til det.

Bjergby (73 km.) blev nået og Bernt ringede til Helle (hans kone) som havde lavet varm mad til os hun bragte ud, meningen var at vi skulle indtage maden i det fri, men vi manglede væske og Bernt ringede på døren til Familien Kusk i Bjergby (Bernt kender åbenbart alle) de inviterede os indenfor så vi kunne sidde ved bordet og nyde maden, hvilken gæstfrihed, der er et par gode flasker rødvin på vej til Bjergby.

Tidsplanen var nu begyndt at skride gevaldigt og jeg var nu ca. 2½ time efter den plan jeg havde valgt at følge og da jeg ikke ville bevæge mig hurtigere som tiden gik, var jeg klar over at det blev meget svært at komme ind på de 26 timer.

Vi havde kun et bemandet depoter tilbage (troede jeg i hvert fald), igen en overdådig en af slagsen og her fik vi igen massage, man følte virkelig at folk var lige så engageret i projekt 100 miles som en selv.

Nu var det virkelig blevet mørkt og lidt koldt så det var dejligt at Ole Brandt stod klar med kaffe et par kilometer fra sidste depot, tak Ole og du må godt låne mit knæbind igen.

Jeg tror det var mellem 90 og 95 km. mine forældre troppede op med cola og chokolade, dejligt at de kiggede forbi, lysten til at stoppe op og snakke var stor, men valgte at trave videre med provianten for ellers var jeg bange for der ville gå selvmedlidenhed i den og jeg ikke ville komme længere.

Depot ved 95 km. var til vores overraskelse bemandet og vi kom ind og sidde i et telt hvor der igen var alt vi måske havde lyst til, imponerende at de ville vente på os.

100 km. blev nået og nu viste jeg at det var helt sikkert at jeg ikke ville gennemføre 100 Miles, næste mål var så at komme ud over de 103 km. som jeg løb/gik i Viborg 2008 så den var jo nærmest i hus jeg kunne nå at kravle det hvis det skulle være.

Susvind feriekoloni var mørk og jeg var sgu træt da Steven spurgte om vi var klar til at løbe lidt igen, Bernt og jeg kiggede lidt på hinanden og svarede nærmest i kor nej, okay sagde Steven og stak op af den mørke skovsti i skoven, den havde jeg ikke set komme og jeg havde faktisk lige sagt til Bernt at jeg ikke troede Steven ville gennemføre, men der tog jeg fejl igen, Steven Tate nåde i mål i tiden 25:51:16

115 km. depotet var langt om længe dukket op, og jeg besluttede nu at jeg ikke ville mere og ringede efter en bil der kunne hente mig, jeg fulgtes med Bernt indtil bilen dukkede op, det var en svær beslutning at tage, følte lidt at jeg lod Bernt i stikken selvom vi ikke havde lovet hinanden noget, bilen kom ved 118/119 km. og hold op hvor var det dejligt at komme ind i bilen og sidde.

Jeg smutte hjem i bad og fik kigget lidt på mine føder som kun havde 3 vabler, sov et par timer og da jeg vågnede tror jeg min hvilepuls var på omkring 130, jeg havde det som om jeg havde løbet en lille tur og mit sengetøj var gennemblødt, gad vide hvad jeg har drømt.

Turen gik til mål området for at se de sidste komme i mål og snakke med dem der allerede var kommet ind, man blev helt rørt når folk kom for at klappe en på skulderen, jeg havde jo ikke gennemført så lidt mærkeligt at få al den tilkendegivelse men dejligt var det, mange tak.

Aldrig mere sagde jeg i går i mål området og jeg mente det også på det tidspunkt, men da jeg kl. 22:00 i aftes lagde hovedet på min pude smilte jeg og tænkte at det måske godt kunne være man skulle prøve igen.